
Sandeman Vintage Port 1997 i 6 styks trækasse
29 år gammel Vintage Port fra den store 1997-årgang. Toprated med imponerende 93 points af Wine Spectator og først lige på vej ind i sit optimale drikkevindue!
Vi har opkøbt en portvinskælder med næsten 20.000 flasker Vintage Portvin, men i dette tilfælde har vi blot 5 flasker til salg fra berømte Sandeman. Du skal derfor slå til ekstremt hurtigt, hvis du skal sikre dig en stor portvinsoplevelse til ganske få penge.
1997 regnes for en af de store Vintage Port-årgange i 1990'erne. Et balanceret forår blev efterfulgt af en varm sensommer, hvor temperaturerne nåede omkring 40 °C, og de tørre forhold under høsten sikrede druer med fremragende modenhed og koncentration. Kvaliteten var så overbevisende, at de førende portvinshuse igen deklarerede Vintage Port blot tre år efter den legendariske 1994-årgang.
I Wine Spectators anmeldelse fremhæver de Portvinens intense solbær- og brombærfrugt, eksotiske krydderier, mørke chokolade og flot integrerede tanniner. Det er lige sådan man håber og forventer en topportvin smager efter godt og vel 3 årtier i kælderen.
Sandeman blev grundlagt helt tilbage i 1790 af den blot 25-årige skotte George Sandeman og har gennem mere end to århundreder været synonym med portvin i verdensklasse. Huset har opbygget et imponerende ry for sine lagringsværdige Vintage Ports, der i de bedste årgange kan udvikle sig gennem generationer.
Netop 1997 er en særlig interessant årgang i Sandemans historie. Det var året, hvor huset lancerede sin første Vau Vintage Port, som var skabt i en mere frugtdreven og tidligt drikkemoden stil. Men her får du den klassiske Sandeman Vintage Port, der altså kræver lang tid i kælderen. Det har den fået nu og klar til at give dig og din portvinsvenner en kæmpe oplevelse!
Nyd den til hygge, desserter med mørke bær, mørk chokolade samt modne oste og blåskimmelost. Servér ved 14-17°C.
Sandeman Vintage Port 1997 i 6 styks trækasse passer godt til...
Hvordan er Sandeman Vintage Port 1997 i 6 styks trækasse fremstillet?
Sandeman Vintage Port 1997 er fremstillet af traditionelle portugisiske rødvinsdruer fra udvalgte vinmarker i Douro-dalen. Efter høsten blev druerne knust og gæret med intensiv skindkontakt for at udtrække farve, aroma og tanniner. Gæringen blev standset ved tilsætning af druesprit, som bevarede en del af druernes naturlige sukker. Vinen modnede efterfølgende på træfade i omkring to år, som det er traditionen for Vintage Port, inden den blev aftappet til langvarig flaskelagring.
Om Sandeman

Der er ikke mange vinhuse, der kan prale af at have overlevet Napoleonskrigene, to verdenskrige og mere end 230 års skiftende mad- og vintrends. Sandeman er en af de historiske undtagelser. Naturligt nok berygtede for deres eminente Vintage Ports og Tawny’er, men i lige så høj grad for deres ikoniske, sortklædte Don, der med sin bredskyggede hat og sorte kappe er blevet et af portvinens mest genkendelige symboler. Har du besøgt Porto, har du næsten med garanti også den sortkappede mand trone over Douroflodens berømte havnefront i Vila Nova de Gaia. Her har Sandeman haft sine vinkældre siden 1811, og i dag kan man stadig nyde et glas af husets portvine på terrassen med udsigt til Portos gamle bydel.
Historien om Sandeman begynder i London i 1790, hvor den blot 25-årige skotte George Sandeman med økonomisk hjælp fra sin far grundlagde en vinforretning med speciale i portugisisk portvin og spansk sherry. Allerede i 1805 begyndte Sandeman at brændemærke sine vinfade med sit eget navn som kvalitetsgaranti, hvilket var ret unikt på det tidspunkt.
Men bag den stærke sans for markedsføring gemte sig først og fremmest et portvinshus med tårnhøje kvalitetsambitioner. Gennem generationer opbyggede Sandeman et ry som en af Douro-dalens vigtigste producenter, og særligt i midten af 1900-tallet fremstillede huset nogle af portvinshistoriens mest berømte vine, ifølge portvinsguruen Richard Mayson.
I dag fremstiller Sandeman alt fra White Port og Late Bottled Vintage til eksklusive Tawny Ports med 10, 20, 30 og 40 års fadlagring. Alligevel er det især husets historiske Vintage Ports, der har sikret Sandeman en plads ved det helt store bord af portvinslegender. Årgange som 1945, 1955 og 1963 hører til husets mest berømte bedrifter, men det er faktisk i nyere tids, at huset er blevet tildelt 100 points af Wine Enthusiast for deres Quinta do Seixo Vintage Port 2017.
I hjertet af Douro-dalen finder vi Sandemans vigtigste vingårde, Quinta do Seixo og Quinta do Vau, hvor lokale druesorter dyrkes på stejle, skiferholdige terrasser over Dourofloden. Sandeman overtog Quinta do Vau i 1988 og lancerede senere Vau Vintage Port som en mere frugtdreven og tidligere drikkemoden fortolkning af den klassiske Vintage Port, der normalt kræver årtiers tålmodighed.
Efter en periode med svingende kvalitet i 1970'erne og 1980'erne begyndte et nyt kapitel, da den portugisiske vinkoncern Sogrape overtog Sandeman i 2002. Siden 2007 har den anerkendte ønolog Luís Sottomayor stået i spidsen for koncernens portvinsproduktion og været en central drivkraft bag Sandemans tilbagevenden til storformen. I 2022 blev hans evner anerkendt ved kåringen som ”Fortified Winemaker of the Year” ved International Wine Challenge.
Stilmæssigt udmærker Sandemans moderne Vintage Ports sig ved deres intense frugtkoncentration, kraftfulde tanninstruktur og enorme lagringspotentiale. Men Sandeman mestrer også den mere tilgængelige Vau Vintage og de komplekse, fadlagrede Tawny Ports. Der findes adskillige portvinshuse med stolte og lange traditioner, men kun ganske få kan være med, når Sandeman åbner deres kælderdøre og historiebøger.





